Armagnac
Området
I årevis har franskmændene eksporteret deres Cognac, mens de selv har drukket Armagnac. Det var altså ikke kun de ”tre musketerer”, d’Artagnan var som bekendt fra Gascogne, der brugte Armagnac som medicin!
Armagnac-traditionen har i århundreder beskæftiget håndværkere i fremstillingen af en rig, blød og moden brændevin. Faktisk kalder man ofte Armagnac "den fløjlsbløde". Ingen brandy noget sted i verden tør overhovedet lade sig sammenligne med denne unikke drik.
Armagnac er Frankrigs ældste brandy. Allerede i det 15. århundrede – 250 år før Cognac – har folk i Gascogne draget fordel af regionens usædvanlige jordbund og klima til at fremstille en hvidvin, som senere blev destilleret til produktet Armagnac.
Klimamæssigt ligger Armagnac således, at de kølige vinde fra Pyrenæerne opvarmes af de varmere vinde fra Atlanterhavet. Det giver gode betingelser til områdets druesorter Piquepoul (folle blanche), Ugni Blanc og Colombard. Hver drue giver en bestemt karakter til vinen, som skal destilleres, og sammensætningen er derfor ret afgørende for det færdige produkt. Det er f.eks. Piquepoul, som giver mest friskhed og frugt i en Armagnac, noget man især finder i de første års lagring.
Destillering er lidt speciel for Armagnac, idet man – modsat f.eks. Cognac – laver en kontinueret destilleringproces, som giver lavere alkohol og mere aroma. Netop fordi alkoholen er lavere, behøver man f.eks. ikke at tilsætte så meget vand til de yngre Armagnacs, noget som ofte gør dem mere aromatiske. Men taler man om ældre Armagnacs, er der kun en måde at nedsætte alkoholen på: lagringen på træfade.
Hos Castarède og på Château de Maniban lagres Armagnac i egefade, som er fremstillede af regionens specielle sorte egetræer.

