Næsten kongeligt familie bryggeri fra Herzen ca. 40 km fra München.

Bryggeriet er opkaldt efter den Bayerske konge Ludwig III, og er i dagi Familien Wittelsbacher's eje.

Bayern er ubetinget en af de vigtigste ølregioner i verden. Området er ophavssted for, så forskellige øltyper som doppelbock, helles, kellerbier, märzen og ikke mindst weissbier. Især den sidste øltype er ekstraordinær for Bayern. Weiss- eller Weizenbier (Man kan sige det på begge måde) var en populær øltype i Bayern allerede i den tidlige middelalder. Det blev drukket af både borgere og konger, hvilket vidner om, at Bayern må have været et rigt land. For kun rige lande havde overskud til at bruge hveden til øl og ikke kun brød. Det skete da også, at man i en kort periode forbød brygningen af weizenbier – hvis f.eks. høsten havde slået fejl et år. Men det stærkest anslag imod den almindelige borgers ret til at drikke weizenbier, kom med indførelsen af det bayerske Reinheitsgebot i 1516.

Under 2. verdenskrig blev München bombet ganske massivt og det oprindelige bryggeri blev ødelagt. Man valgte derfor helt at opgive bryggeriet i München og flytte produktionen til Kelheim, hvor bryggeriet ligger den dag i dag. I 1960erne skete der noget ganske mærkværdigt. En ny generation kastede deres kærlighed på weizenbier og det blev pludseligt det hurtigst voksende nichemarked i nyere ølhistorie. Fra at have en markedsandel et par procent steg til 33 % i år 2000. Denne vækst lokkede selvfølgelig andre bryggerier, til at tage traditionen op, men man må ikke glemme, at det var den stædige familie Schneider der holdt traditionen i live. Monopolet fortsatte helt frem til 1798, hvor den daværende kurfyrst Karl-Theodor endeligt tillod almindelige borgerlige bryggerier at erhverve sig retten til at brygge weizenbier. Men på det tidspunkt havde weizenbier dog ikke nær den samme appel til folket, og det gled lidt ud på et sidespor. Da det undergærede øl for alvor slog igennem i 1830erne forsvandt weizenbier mere eller mindre ud i glemslen. Faktisk kan man takke, en eneste brygmester, for at øltypen overhovedet har overlevede. I 1872 købte George I. Schneider og hans søn et gammelt weizenbier bryggeri i München. Her holdt han traditionen i live og kunne i 1927 udvide med køb af de gamle weizenbierbryggerier i henholdsvis Straubing og Kelheim.

Kongen havde set sit snit til, at sikre sig en lukrativt indtægt, ved indirekte at give de kongelige bryggerier monopol på brygningen af det populære weizenbier. Han deklarerede simpelthen, at bryggere kun måtte brygge med bygmalt, vand og humle, med de kongelige bryggerier som eneste undtagelse. I 1520 gik det så vidt, at kongen solgte monopolet til adelsmanden Hans Sigismund von Degenberg, der var bosiddende i byen Schwarzach. Men det var ikke nogen nem opgave, at opretholde monopolet, da der var mange penge i at producere weizenbier i smug. Først da Degenbergernes monopol blev stadfæstet ved lov og ikke længere var åbent for fortolkning, ophørte problemerne. I 1602 uddøde Degenberger slægten og rettighederne returneredes til hertug Maximilian I, der var en stor fan af weizenbier og grundlagde flere deciderede weizenbier bryggerier. Det første han grundlagde udenfor München var i byen Kelheim i 1607.

Lad os slå én ting fast med det samme. Trods navnet og den drikkende munk på etiketterne, har Franziskaner bryggeriet aldrig været et klosterbryggeri. Bryggeriet har aldrig været drevet af munke og den afbillede munk stammer fra 1935, da designeren Ludwig Hohlwein fik til opgave at skabe bryggeriets nye varemærke. Ufravigeligt er det dog, at Franziskaner Weissbier vitterligt er et produkt af Münchens lange historie og at netop klostrene har haft en central betydning for udviklingen af den unikke ølkultur i byen.

München betyder ’munkenes sted’ og byens klostre har sandsynligt været vigtige i grundlæggelsen af byens stolte øl tradition. Men det er tvivlsomt om franciskanermunkene nogensinde har været en del af denne tradition – for franciskanerne var tiggermunke og levede af almisser fra byens borgere.

I det 13. århundrede blev Münchens brygrettigheder administreret af hertugerne af Bayern. De havde på det tidspunkt ikke økonomisk interesse i bryggerierhvervet og tildelte rettighederne til at brygge, efter fortjeneste eller som gestus. I det 14. århundrede var der indenfor Münchens bymur 21 bryggerier, der forsynede byens i alt 11.000 indbyggere. Men det var langtfra tilstrækkeligt til at dække borgernes behov. Manglen på øl blev, på et tidspunkt, et så stort problem, at hertug Stephan II valgte at opgive kontrollen med bryggerierhvervet. Nu kunne alle borgere købe sig til brygrettigheder mod en beskeden betaling. I 1363 udnyttede en mand ved navn Seidl-Vaterstätter den nyopståede mulighed og startede et bryggeri overfor byens Franciskanerkloster i Residenzstrasse. Vaterstätters bryggeri kom snart til at hedde ”Braeustatt bey den Franziskanern”, hvilket med tiden udviklede sig til slet og ret ’Franziskaner’ bryggeriet.

I det 15. århundrede var bryggerierhvervet blevet så stort, at hertugerne for alvor fik økonomisk interesse for det. I 1487 ryddede Hertug Albrecht IV ud i de mange små borgerlige bryggerier, ved at indføre en såkaldt Münchner Bierordnung. Officielt skulle den sikre en minimumskvalitet af Münchens øl, men uofficielt var lovens vigtigste effekt, at den mindskede konkurrencen for hoffets eget bryghus Hofbräuhaus. I 1516 indførtes Bayerischen Reinheitsgebot der påbød at øl kun måtte brygges på bygmalt. Hertugernes bryggerier var selvfølgeligt undtaget og kunne dermed sikrede de sig monopol på brygningen af hvedeøl. I 1567 stadfæstedes rettighederne således, at én adelslægt Degenbergerne havde eksklusivrettighederne på hvedeøl. Da rettighederne returnerede til hoffet i 1602, pålagde man at gæstgiverier og udskænkningssteder skulle sælge hoffets weissbier. Monopolet var så lukrativt, at hoffet grundlagde bryggerier i hele Bayern udelukkende med det formål at brygge weissbier. I 1798 måtte monopolet dog opgives af Kurfyrste Karl Theodor - sandsynligvis fordi efterdønningerne fra den franske revolution forcerede en liberalisering. Det er muligt at Franziskaner bryggeriet efterfølgende begyndte at brygge weissbier, men på det tidspunkt var det mest populære øl det mørke bayerske lagerøl.

I 1841 overtages Franziskaner bryggeriet af Augustin Deiglmayr som var gift med datteren af Münchens store brygger Gabriel Sedlmayr d. ældre. Inspireret af sin svigerfaderens viden om nye produktionsteknikker, flyttede Augustin Deiglmayr produktionen fra Residenzstrasse til nye faciliteter ved Lilienberg i Münchens østlige forstad. I 1862 overtager Joseph Sedlmayr Franziskaner bryggeriet, og det bliver slået sammen med Leist bryggeriet. Bryggeriet levede i mange år i skyggen af de store München bryggerier og bryggede primært til det lokale publikum. Men i 1922 var der økonomisk krise i Tyskland, og Sedlmayr familien omlagde deres strategi. De fusionerede bryggerierne under navnet Spaten-Franziskaner-Bräu og med fusionen fulgte en ny arbejdsdeling. Lige siden har Franziskaner bryggeriet stået for brygningen af weissbier, mens Spaten bryggeriet tog sig af de undergærede øltyper. I dag står weissbier for halvdelen af bryggeriernes samlede omsætning.