Få byer har som Burton-upon-Trent markeret sig i europæisk øl- og bryghistorie. Allerede i den tidligere middelalder opdagede munkene fra Burton Abbey, at vandet omkring byen var usædvanligt velegnet til brygning. En af de tidligste kilder, der peger på eksistensen af et bryggeri i Burton, findes i Burton Abbeys jordebog fra det tidlige 12. århundrede. Her står nævnt en Frawin Bracedorius (lat. brygger) på en liste over klosterets forpagtere. I 1550erne indførtes humlen til Burton-upon-trent og dermed åbnedes muligheden for, at øllet kunne transporteres over afstande, uden at blive ødelagt af vildgær m.m.
Før Union systemet skimmede man stadig gæren af øllet ved håndkraft og det var ikke altid, at det forløb lige heldigt, så ofte var øllet sløret af gærrester. Union systemet fungerede ved, at gæren, fra gæringsfadet steg op igennem en svanehals og løb ud i et kar, placeret ovenover gæringsfadet. Her kunne gæren så opsamles, mens dét urt der eventuelt kom med op, løb tilbage ned i fadet. Men Napoleonskrigene og fastlandsblokaden stoppede for østersøhandlen og den kom sig aldrig. Mange af Burtons bryggerier blev tvunget i knæ og måtte lukke. Det blev en opfindelse fra London, der reddede Burtons brygindustri. I 1822 introducerede bryggeren Samual Allsopp nemlig øltypen india pale ale til byen. Burtonvandet havde den gode egenskab, at det kunne tilsættes ekstra meget humle, uden at det gik ud over smagen. Dermed kunne man brygge en øl, der uden problemer holdt hele vejen syd om Afrika, og stadig være drikkelig for de udstationerede soldater og handelsfolk i Indien. Det blev starten på et stort eksporteventyr og flere bryggerier åbnedes i kølvandet på succesen. Også Marston’s har sine rødder i denne periode. Maston’s grundlagdes i 1834, side om side med andre bryggerier på Honinglow Road. Med fokuset på india pale ales, var der ikke længere basis for at drive grossist virksomhed, fordi al handel med Indien var monopoliseret af det britiske østasiatiske kompagni. I stedet begyndte bryggerierne, at investere tid og penge i at forbedre produktionskapaciteten, således at de kunne forsyne det stadigt større britiske imperium. Med denne specialisering og kraftige ekspansion, fulgte også de første skridt i retningen mod en mere videnskabelig brygningsmetode. Som led i denne udvikling opfandtes det unikke Union system, der lettede håndteringen af gæren og dermed klaringen af øllet. Union systemet var en revolution for Burton bryggerierne og de mangedoblede deres produktionskapacitet.
I 1880 toppede Burton med hele 31 bryggerier og byen konsoliderede sig som et af verdens største centre for brygning. Nogenlunde samtidigt, aflurede videnskaben hemmeligheden bag Burtonvandets usædvanlige karakter. Man fandt ud af, at vandet indeholdt mineralske salte, der både var behjælpelige i mæskningen og i gæringsforløbet. Men det vigtigste ved den videnskabeligt tilgang, var at man fik analyseret sig frem til vandets eksakte komposition. Dermed var vejen åbnet for at reproducere Burtonvandet via en proces man stadig kalder; at burtonisere vandet. Burton bryggerierne mistede deres vigtigste konkurrencefordel og blev nu presset af bryggerier, der lå tættere på markederne. Den øgede konkurrence betød, at flere bryggerier måtte forene sig i kampen for overlevelsen. Allerede i 1898 fusionerede J.H. Marston & Sons Brewery med John Thompson & Sons på Horninglow Street. De gik sammen om at overtage og ombygge Albion bryggeriet på Shobnall Road. Dette bryggeri var oprindeligt bygget til Mann Brewery fra London, men de tog det aldrig i brug.
Fra 1960erne og frem, begyndte de fleste Burton bryggerier, at pensionere deres gamle Union systemer, fordi det var for dyrt i vedligeholdelse. Men Marston’s gik imod strømmen og investerede ligefrem i en udvidelse af det eksisterende Unionsystem i 1998. Man havde – og har stadig - den tilgang, at øllet ikke er det samme, hvis det ikke får lov til at gære på egetræsfade. Og faktisk er det ikke helt forkert, for tilsyneladende vil de gærstammer som Marston’s bruger ikke trives i lukkede gæringstanke. Til det formål har bryggeriet, som det eneste i Burton, fastansat en bødker, der i det daglige fremstiller og reparere fade. Traditionelt fik man egetræet fra Baltikum, men eftersom skovene hér var skueplads for nogle af de hårdeste kampe under 2. verdenskrig, med mange granatsplinter i træet til følge, har man følt sig nødsaget til importere egetræet fra området Spressart nordøst for Frankfurt Am Main.
Øllet blev formodentligt allerede i 1660erne trukket på pramme ned af floden Trent til udskibningshavnen ved Hull, hvor det er blevet lastet over på større sejleskibe. En essayist fra London skrev i 1712, at hans gåtur ved Vauxhall Gardens blev afsluttet med et herligt glas Burton Ale. Fra 1730erne begyndte man også at sælge til Preussen, Skandinavien og Østersøområdet. Denne handel var meget lukrativ, da bryggerne kunne bytte øllet til tømmer, tjære og korn. Alle vare, der var meget efterspurgte hjemme i den overbefolkede søfartsnation. Flere brygger drev ligefrem grossist virksomhed ved siden af brygningen.